Sådan gik '17-festivalen
 
SUSÅ FESTIVAL 25 år
– Fejring i septembersol

25 års jubilæum, uropførelser, unge spiller nyt, digte ledsaget af saxofonsolist, eminent kvintet fra Italien og noget af det allerbedste nyere danske kompositionsmusik spillet af fremragende danske musikere.

I weekenden 1.-3. september fejrede Suså Festival sit 25 år jubilæum i Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved med en overflod af musikoplevelser og smukt septembervejr. I løbet af de tre dage var der mulighed for at høre i alt syv koncerter med musik af 33 komponister.

Fredag fejrede festivalen sit 25 års jubilæum med en stor reception med besøg af Næstveds borgmester og med to koncerter. Først kunne man høre sopran SIGNE ASMUSSEN og pianist ERIK KALTOFT i et lyrisk program med danske komponister. Om aftenen åbnede festivalen sit Vindue mod Danmark med ATHELAS SINFONIETTA COPENHAGEN MED et imponerende program, som gav et godt indblik i dansk kompositionsmusik over de sidste 20 år.

Lørdag bød på et genhør med EX NOVO ensemblet fra Venedig. Den italienske kvintet har tidligere gæstet Suså med stor succes, så forventningerne var høje. De blev i den grad indfriet i en koncert, hvor man tydeligt kunne mærke musikken udfolde sig på et sikkert underlag af eminente musikere, som har spillet sammen i mange år. Dagens anden koncert introducerede den unge digter IRMELIN PREHN med sine hverdagsnære og rammende digte i finurligt sammenspil med saxofonist JEANETTE BALLAND. Lørdagen sluttede med en lyrisk koncert med det unge ensemble NJYD, som bød på to uropførelser af henholdsvis Sunleif Rasmussen og Jens Peter Møller.

Søndag formiddag åbnede med UNGE SPILLER NYT, hvor unge musikstuderende fra musikalske grundkurser (MGK) spillede nyskrevne værker, skrevet særligt til dem. Publikum blev yderligere introduceret til værkerne gennem MØD KOMPONISTERNE, hvor SINE TOFTE HANNIBAL talte med de 4 komponister om arbejdet med at komponere for unge musikere på vej. Festivalen sluttede med en koncert med et velkendt ensemble på Suså Festival, nemlig AARHUS SINFONIETTA, som på fornemste vis sluttede festivalen af med endnu et Vindue mod Danmark.

Festivalen har også i år været velbesøgt, udover jubilæumsgæsterne også af et fast og vedholdende stampublikum, af mange komponister og ikke mindst af en stor gruppe af gymnasie- og MGK-elever fra Sjælland og Lolland-Falster. Det unge publikum har inden festivalen haft besøg af komponister som del af Suså Festivals animationsprojekt.

Næste år er Suså Festival klar med nye musikoplevelser i Grønnegades Kaserne i Næstved i weekenden 31. august - 2. september 2018


Menu
Til forsiden
Velkommen
Program '17
Billetter og information
Bykort over Næstved
SUSÅ-CD
Fotos | 2016 | 2017 |
Sådan gik 2017 festivalen
Indlæg af Bent Sørensen og Niels Rosing-Schow
Links