Et par indlæg...
 
På sporet af Susåen

Af Bent Sørensen
Komponist og formand for Dansk Komponist Forening


Det er sommer. Vi rejser ud på landet. Vi rejser fra den store by, København. Vi rejser fra mindre byer, fra alle landets landsdele. Vi kører i bil, på cykel, i tog gennem åbne landskaber og det bakkede Midtsjælland. Vi finder vej til Susåen. Vi mødes - Publikum, musikere, komponister. Vi mødes på Suså Festival i Næstved. I år for 25ende gang.
For de fleste af os er det langt borte fra, hvor vi bor, og vi kan ikke bare lige smutte væk igen, så med glæde bliver vi. Hvert år møder vi mennesker, som vi kun møder her. Hvert år finder vi vej til dette – den ny musiks mødested. Hvert år kan vi holde fri fra vores egen lille verden, og på dette mødested gå ind i en anden lille verden, der bliver større og større.

Engang sad vi – mens vi lyttede til koncerterne - og kiggede gennem de store glasruder på skolen, hvor Suså Festival afholdt koncerter. Vi så landet og også ofte solen søge ned mod Susåen, der løb forbi mindre end et stenkast fra, hvor vi lyttede til musikken. Musikken gik ind i landskabet, og landskabet syntes at blive en del af musikken. Nu er festivalen flyttet til Næstved - ind i Grønnegades Kaserne, hvor vi nu går ind i mørket, sætter os, lytter – Landskabet forstyrrer ikke på samme måde som før. Musikken skaber nu alene landskaberne. Festivalen har modnet sig stor, og vinduet, der før var mod naturen, er nu et vindue ind til musikken. Musikken står alene. Musikken står stærkt på Suså Festival.

Selvom festivalen er flyttet fra det rene landsbylandskab til byen, Næstved, er vi stadig på landet. Det er stadig en forlænget weekend i provinsen, og en søndag formiddag – i en pause mellem to koncerter, kan vi gå i tomme gader og lytte til vores egne skridt eller en sidemands tale om musik. Vi kan lade op i stilhed og blive klar til at gå ind i mørket for at høre musikken.

Engang var der kun dansk musik på Suså Festival. Det var et vindue indad. Indad mod den nyeste danske musik – en trykprøve på nationens ny-musik tilstand; men med stor succes har festivalen åbnet vinduerne ud mod verden. Den danske musik mødes af musik fra andre lande. Den danske musik bliver luftet ud. Vinduet er åbent, og på nærværende CD afspejler det sig. Den danske musik er der; men den danske musik ”handler” ikke om Danmark. Den ser langt ud af vinduet og mødes af komponister og musikere fra andre nationer. Vi lytter til Danmark, Frankrig, Grækenland, Island, Italien, Japan, Litauen, Norge, Polen. Vi lytter gennem det åbne vindue fra Grønnegades Kaserne i Næstved til musikken fra alle hjørner, der har fundet sporet af Susåen.



EN UNIVERSEL MUSIK ?
I. OM NYSGERRIGHED OG DET UNIVERSELLE

Af komponisten, professor Niels Rosing-Schow

Da jeg var 19 år og lige havde haft min første professionelle opførelse (- det var en blæserkvintet i det daværende LUT -), var der en behjertet journalist fra DR, som skulle have et interview med den unge komponist.

Det første spørgsmål var: “Hvad er det, der får en ung mand som dig til at ville skrive musik?” Og det røg ud af munden på mig “Nysgerrighed.”

Måske var det meget godt, at jeg ikke rigtig nåede at tænke mig om, for så var jeg nok blevet ganske stum, eller var kommet med diverse omstændelige, hakkende og stammende udredninger. Men det har ofte, når jeg har tænkt på det, slået mig, at det er et overordentlig rammende svar. Og at det stadig gælder. Selvfølgelig har arten og retningerne af denne nysgerrighed ændret sig over årene – og med erfaringen. Den er bestemt ikke blevet mindre, men den er måske blevet mere ‘kvalificeret’.

Grundlæggende er det mig stadig en kilde til undren, hvordan toner, klang, lyd, organiseret i tid kan sige os så meget. En lyd, en klang, en tone kan næsten ikke undgå at virke på os, hvis vi vender opmærksomheden på den, eller den tilriver sig vores opmærksomhed: den omgivende kultur og natur er fulde af lyd – lyd som virker på os, som taler til os, uforståeligt og dog klart.

- Et eksempel: jeg taler med en bekendt i telefonen om udelukkende praktiske ting, en madopskrift f.eks., og det første jeg tænker efter at have lagt røret på er, at hun er trist til mode. Faktisk har jeg et ganske præcist billede af hendes sindstilstand. Ikke fordi dette overhovedet er blevet omtalt, direkte eller indirekte, men stemmeklangen og intonationen – musikken i stemmen – har fortalt det. Selv gennem telefonen, hvor over 80% af den akustiske information er skåret bort.

Forunderligt, gådefuldt og uafviseligt er dette det gavmilde grundlag en komponist har at operere ud fra. Og min nysgerrighed i disse senere år har gået i retning af det ubeskedne projekt at prøve at finde elementer af et universelt sprog. Ja, det lyder unægteligt prætentiøst, og det er selvfølgelig også at tage munden for fuld. Mere ydmygt og præcist er det nok, at sige: at jeg søger efter en udtryksform, som principielt kan nå alle og potentielt har noget meningsfuldt at meddele til alle inden for vores kulturkreds.

Den danske filosof og idehistoriker Dorthe Jørgensen har i sin bog Skønhed. En engel gik forbi (Dorthe Jørgensen, 2006) undersøgt begrebet skønhed og vores kulturs skønhedsforståelse fra de gamle grækere og frem til i dag. Ifølge Dorthe Jørgensen handler skønhedsoplevelsen, herunder den kunstneriske skønhedsoplevelse grundlæggende om følelsen af ‘at være en del af det hele’. Det er en oplevelse vi alle, måske kun i glimt har adgang til. Det fragmentariske, formålsorienterede, vores ufrie karriere-liv opløser sig for en stund, og en formålsløs, dybere mening træder frem. For mig som komponist er dette såvel værkets inspiration som brændstoffet i kompositionsprocessen, og det er samtidig arbejdets endemål at give denne oplevelsesmulighed videre til tilhøreren; dette bliver på én gang kunstværkets udgangspunkt og mål. Noget uudsigeligt, som er både velkendt og fremmed, gives mæle.

II. BLACK VIRGIN

Så vidt nogle overordnede betragtninger, nu skal det handle om hvordan disse abstrakte tanker kan sætte sig spor i det praktiske kompositionsarbejde. Jeg er overbevist om, at to vigtige veje ind til denne form for oplevelser findes dels i den symbolverden, som er indlejret i vores kulturgods, og dels i sprogets metaforer, som jo ofte krydser grænserne mellem vores sanser på en måde, som er langtfra individuel og tilfældig. Tænk bare på en varm klang – ja, det er jo ikke fordi man brænder sig på den, men vi ved ret godt det vil sige – eller skarpt lys, ikke at vi skærer os så blodet flyder, men i øjet er det på en eller anden måde ‘ligesådan’ – og en dyb tone er jo ikke dyb eller ‘lavt nede’ fordi den rent fysisk befinder sig ved gulvet i modsætning til en høj tone – osv. osv.

For at vise hvordan disse forestillinger konkret kan nære kompositionsarbejdet vil jeg spille en komposition, som har et tekstligt afsæt, uden dog at være et vokalværk, nemlig orkesterstykket Black Virgin. Udgangspunkt for stykket er et digt af den franske digter Gilles Gourdon med titlen Vierge Noire. Denne digter er ikke særlig kendt, faktisk har han mig bekendt kun udgivet en enkelt digtsamling, nemlig Archipel des solitudes, hvis titel, jeg har lånt i det første værk, hvor jeg benyttede hans digte. Siden er jeg ved flere lejligheder vendt tilbage Gilles Gourdon.

VIERGE NOIRE

Nuit,
Rose éteinte
Exhalant son parfum
Dans l’obscur
(Où les damnés crient
Le silence s’obstine.)
Mais le secret perle
A tes yeux purs, Vierge Très-Haute,
Et la mort fraîche
Etend ses paumes
Sur ma bouche.

SORTE JOMFRU

Nat,
falmede rose
som udånder sin duft
i mørket
(Hvor de fordømte skriger
er stilheden vedholdende.)
Men hemmeligheden danner perler
i dine klare øjne, Ophøjede Jomfru,
og den svale død
udbreder sine håndflader
over min mund.

Musikstykket kunne man måske kalde et stykke programmusik eller et symfonisk digt, velkendte genrer fra romantikken. Men i relation til et nutidigt tonesprog oplever jeg disse genrer som tømt for mening, så selv opfatter jeg Black Virgin som en slags associativ genskrivning af digtet i musikkens medium. For mig har det kompositoriske arbejde i høj grad bestået i at finde ind til en essens, ikke af digtet som helhed – for uanset at det taler til mig, så vil jeg ikke påstå, at jeg ‘forstår’ det, – men til de billeder eller situationer, det fremmaner. Denne essens danner så præcist som muligt afsæt for musikkens situationer, dvs. jeg søger et aspekt af denne essens, der lader sig ‘musikalisere’ efter princippet ‘pars pro toto’. Det er afgørende, at finde ‘objektive’ måder for musikaliseringen af dette essentielle. Det skal ikke være udtryk for min private tolkning af situationen. Hermed ikke sagt, at der kun findes én mulighed, men den mulighed, der bringes i spil, skal på en eller anden måde være baseret på noget universelt eller i hvert fald alment gældende i vores kulturkreds.

Nat,
falmede rose
som udånder sin duft
i mørket
(Hvor de fordømte skriger
er stilheden vedholdende.)
Men hemmeligheden danner perler
i dine klare øjne, Ophøjede Jomfru,
og den svale død

udbreder sine håndflader
over min mund.
undertonerække, mørk klang
forvrængning, aftagende intensitet
glidende fald og vibrerende klange

dæmpede, skingre trompeter -
sitrende (åndeløst) ophold
accenter og ‘perlende’ klange (fløjter)
det ophøjede: ekstatisk musik (kulm.)
undertonerække., ‘kølig’
instrumentation
musikken bliver mere stillestående –
og kvæles pludselig

(Undertonerække: spejlvendingen af overtonerækken; spiller ingen rolle som fysisk realitet modsat overtonerækken. Hvor den harmoniske essens af overtonerækken er dominantseptimakkorden er undertonerækkens essens den formindskede treklang med septim = Tristan-akkorden eller ‘Fluch’-akkorden (også Wagner). Flere forfattere, f.eks. Bo Marschner, har set denne klang som musikalsk symbol for den jungianske, psykologiske instans ‘skyggen’)

Som man kan se spænder dette fra banale tonemalerier (f.eks. skrigende trompeter) til det mere sofistikerede (brugen af undertonerækker).

Samtidig må disse situationer kunne danne en sammenhæng, et forløb, de må – som i digtet – så at sige udspringe af hinanden: de må underordne sig en ‘kontinuitetens logik’. Dog med en én undtagelse: i midten ved ordet “men”, må der skabes en ‘modstillingens kontinuitet’. Kontinuiteten er fuldstændig afgørende. For musikkens sammenhængskraft skabes ikke af traditionelle formkræfter som motivudvikling eller variation, akkordaffinitet og tonale relationer, men netop ved kontinuerlig forandring, en ‘kontinuitetens logik’. Det er netop denne der gør, at lytteren – forhåbentlig – ikke farer vild undervejs og mister orienteringen og dermed interessen. Processer og andre former for transformation med model inden for morfologien er bærende principper.

Eksempel på¨topologisk transformation: en ring og en kop er topologisk set ens og kan derfor ‘trinløst’ forandres fra det ene til det andet.

Black Virgin er et værk, hvor teksten ikke er til stede for lytteren. Den har været til stede i min bevidsthed forud for og under kompositionsarbejdet, og den har været kondenseret sig i nogle forestillinger af helt igennem lydlig, musikalsk art. Jeg tror på, at de emotionelle lag, de symbolske forestillinger og metaforer som denne musik måtte påkalde har en fællesmængde med digtets tilsvarende oplevelseslag. Det kan anskueliggøres som to kontinenter, der skyder sig ind over hinanden.

III. TRE SANGE AF JORGE LUIS BORGES

I de Tre sange til tekster af Borges har jeg rent kompositorisk benyttet samme fremgangsmåde. Men til forskel fra Black Virgin er den tekst, der er værkets afsæt nu til stede i kompositionens sangstemme. Som konsekvens af min tænkemåde er musikken ikke en komposition for sangstemme med instrumentalt akkompagnement, men udtryk for en fuldstændig integration af sangstemme og tekst i det totale lydbillede. Dette er ikke det samme som at sige, at sangstemmen behandles instrumentalt, den behandles med respekt for sit særkende som ‘lydgiver’, hvilket indebærer en række forskellige foredragsmåder, men frem for alt dette, at den kan frembære en tekst. – Altså teksten er hørbart og forståeligt til stede i kompositionen, den er ikke dekonstrueret, klippet op i lyde eller på anden måde gjort uforståelig.

Teksterne er aftrykt i programmet i original og i oversættelse, så dem vil jeg ikke gå i detaljer med. Men jeg skal søge at give en ide om, hvordan jeg læser dem som grundlag for min komposition. For at komme ind på det er det nødvendigt at tage en lille omvej, som inddrager en anden sydamerikansk forfatter, nemlig Pualo Coelho. I sit efterord til sin lille bestseller Alkymisten (Paulo Coelho, 1988), som mange sikkert vil kende, kommer Coelho ind på, at han selv har studeret alkymiens mysterier. Han klager over for sin mester over, at alkymiens sprog er så vagt og indviklet. Så får han at vide, at der findes tre slags alkymister: De, der er vage fordi de ikke ved hvad de taler om – de, der er vage og ved hvad de taler om, men som også ved, at alkymiens sprog retter sig mod hjertet og ikke mod fornuften. Og så er der den tredje gruppe:

“Det er dem der aldrig har hørt tale om Alkymi, men som det i løbet af deres liv er lykkedes at finde De vises Sten.” … “Jeg opdagede, at det symbolske sprog, der i så høj grad forstyrrede og forvirrede mig, var den eneste måde hvorpå man kunne nå ind til Verdenssjælen, eller det Jung kalder ‘det kollektivt ubevidste’.… Jeg opdagede at det at nå ind til Det store Værk ikke er forbeholdt de få, men er en opgave for alle mennesker på jorden … vi kan alle – uden skygge af tvivl – dykke ned i verdenssjælen.

… jeg [prøver], ud over at videregive alt hvad jeg har lært om emnet, at hylde de store forfattere som det er lykkedes at finde Det universelle Sprog: Hemmingway, Blake, Borges, …, Malba, Tahan, blandt andre.”

Borges, er jeg overbevist om, skal læses i dette lys, altså som et symbolsk udtryk fortalt i ‘Det universelle Sprog’, som er en vejviser til det kollektivt ubevidste. Det gælder i særdeleshed de to digte om evigheden (dansk oversættelse: Borges 2001).

Everness

Sólo una cosa no hay. Es el olvido.
Dios, que salva el metal, salva la escoria
Y cifra en Su profética memoria
Las lunas que serán y las que han sido.
Ya todo esta. Los miles de reflejos
Que entre los dos crepúsculos del día
Tu rostro fue dejando en los espejos
Y los que irá dejando todavía.
Y todo es una parte del diverso
Cristal de esa memoria, el universo;
No tienen fin sus arduos corredores
Y las puertas se cierran a tu paso;
Sólo del otro lado del ocaso
Verás los Arquetipos y Esplandores.

Ewigkeit

Torne en mi boca el verso castellano
a decir lo que siempre está diciendo
desde el latín de Séneca: el horrendo
dictamen de lo que todo es el gusano.
Torne a cantar la pálida ceniza,
los fastos de la muerte y la victoria
de esa reina retórica que pisa
los estandartes de la vanagloria.
No así. Lo que mi barro ha bendecido
no lo voy a negar como un cobarde.
Sé que una cosa no hay. Es el olvido;
sé que la eternidad perdura y arde
lo mucho y lo preciso que he perdido:
esa fragua, esa luna y esa tarde.

Everness

Kun én ting findes ikke. Glemselen.
Gud, som bevarer slagger og metal,

og hvis profetiske erindring holder tal
på månerne der kommer og de der svandt hen.
Dét findes. De reflekser dine træk
i tusindvis, mens solen går sin gang,

har kastet ind i spejlene og væk
og de der skal den samme vej engang.
Og alt er univers, alt spiller med
i mindets spejlende mangfoldighed;
dets korridorer tager ingen ende
og døre lukkes bag dig; du må ind
igennem solnedgangen for at kende
Urformernes og Prægtighedens skin.

Ewigkeit

Giv mig det kastilianske vers igen
som gentager samme frygtelige lære
fra Senecas latin: at alt skal være
til ormen der skal gnave vore ben.

Lad mig besynge asken, bleg som lig
dødens annaler, sejrene hun vandt,
hin dronning, i veltalenhed, i krig,
hovmods utrættelige kombatant.
Nej, aldrig. Jeg vil ikke være den
som fejt undsiger det som gav mig liv.
Kun én ting findes ikke. Glemselen.
Jeg ved, at i et evigt perspektiv
er det umistelige brændt og vejret hen:
smedien, månen. denne aften i mit liv.

Det som først tiltrak mig ved disse tekster var symbolerne: solnedgangen (døden og dermed også genfødslen), spejlbillederne (det flygtige og forgængelige), smedien (et symbol Borges ofte bruger på sit kunstneriske arbejde) og så de smukke paradokser: den profetiske erindring og ideen om det forgængelige, som netop (uforgængeligt) brænder i evigheden. (Oversættelsen af dette til dansk i slutningen af Ewigkeit er ikke ganske klar).

Og dernæst formen, som er streng og ubønhørlig, som sonettens form jo ofte er det med de 2x4 linjer fulgt af de 2x3 linjer og den klare rimfølge, som ikke altid er ens, men som understreger strukturen. Og når de to digte sættes side om side er der endvidere ‘omkvædet’: den centrale linje om at glemselen er en ting, som ikke findes.
………
Vi kan jo først lytte netop til ‘omkvædet’ som det forekommer i de to sange. Det er næsten ordret den samme musik. Og her må ske noget særlig: vi sænker stemmen for at det skal være indtrængende, ordene breder sig fra sangeren til ensemblet (bogstavelig talt!), og vi dvæler ved en ganske særlig klang.

Musikeksempel 1
a) Everness: Begyndelsen – ciffer 2
b) Ewigkeit: ciffer 7 – ciffer 9

En ganske særlig udfordring var det naturligvis at komponere slutningerne af Everness og Ewigkeit, for musikken måtte ligesom pege ud over nuet. Og i Everness findes endvidere en erkendelse hinsides solnedgangen (hvad enten dette er døden eller genfødslen i erkendelsesmæssig forstand – formentlig begge dele) af arketyperne og det prægtige. Jeg har forsøgt mig med en stilfærdig og vibrerende musik, som så at sige hænger i luften. Det vibrerende får jeg frem på to måder, dels ved at bruge mikrotoner, der ligger mellem halvtonerne (mellem tonerne på klaveret), dels ved en slags klangfarvetrille (bisbigliando) og dels ved usynkroniserede dynamiske bevægelser i en ellers stillestående klang

Musikeksempel:
Everness: ciffer 13 – slut.

Som det turde fremgå er det en detaljeret musik, en myldrende verden. Og denne myldrende verden af (musikalske) tegn, underordnet en styrende harmonik, musikaliserer på lignende måde som i Black Virgin en essentiel læsning af teksten.

IV. CODETTA
Nu har jeg ret udførligt beskrevet aspekter af mit kompositionsarbejde og spekulationerne, der ligger bag. Det kunne forlede én til at tro, at musikken her er en intellektuel øvelse. Det ville være en misforståelse på mindst to måder: for det første sætter jeg aldrig en node på papiret før musikken dukker op for mig som levende, klanglige forestillinger. Refleksionerne hører til før og efter selve kompositionsarbejdet, når musikkens skabes, er det øret og den musikalske forestillingsevne, der er bestemmende. For det andet er musik altid først sansning – hvis ikke musikken er sanseligt stimulerende, hvis ikke den har sansningens intensitet, gerne med et skær af noget mystisk og uigennemskueligt som alkymiens vage sprog – eller som da man som barn elskede de ord, man knap forstod – så mister musikken sin skønhedskvalitet, og dermed sin mening (jf. Dorthe Jørgensen).

For at nå ind til musikkens betydning drejer det sig om sansning og oplevelse, ikke om at lade sig lede af fornuften. Kun på den måde kan man ideelt set nå det sted, hvor oplevelse og erkendelse bliver ét og det samme.

Referencer:
Dorthe Jørgensen: Skønhed. En engel gik forbi, Gylling 2006. Aarhus Universitetsforlag.
Paulo Coelho: O Alquimista (1988), på dansk: Alkymisten, København 2003. Bazar Forlag Aps.
Jorge Luis Borges: Digte 1923 – 85, Udvalgt, kommenteret og oversat af Peter Poulsen, Haslev 2001. Gyldendals bogklubber.
Niels Rosing-Schow: Black Virgin (2004-05), indspilning med Aarhus Symfoniorkester, dir.: Jean Thorel. Dacapo 8.226535.
Niels Rosing-Schow: Two Sonnets of Jorge Luis Borges (2005/03), partitur: Edition Wilhelm Hansen.

Niels Rosing-Schow: Black Virgin for symfoniorkester
Programnote: I adskillige kirker og klostre rundt omkring i Europa findes madonnafigurer, hvor jomfru Maria er umiskendelig mørk. Undertiden har hun ligefrem negroide træk. Hvadenten mørkfarvningen skyldes sværtning af århundreders afbrænding af vokslys, brandskader eller at figuren faktisk forestiller en sort kvinde, har disse ‘sorte jomfruer’ siden middelalderen været tillagt særlige, undergørende egenskaber.
Der findes mange teorier om de ‘ægte’ sorte jomfruer. Bl.a. er de blevet sat i forbindelse med Højsangens sorte skønhed (”niger sum sed hermosa”), eller de er blevet forklaret ved en afsmitning i kristendommens første århundreder fra den egyptiske mytologis Isis-dyrkelse; Isis, nattens gudinde, blev ofte fremstillet som en sort kvinde.
Ekkoer af disse mulige kultiske tolkninger, såvel som kristendommens mysterier, klinger med i det digt af den franske digter Gilles Gourdon, som ligger til grund for værket Black Virgin.

Foto:
Sort madonna fra katedralen i Barcelona


Menu
Til forsiden
Velkommen
Program '17
Billetter og information
Bykort over Næstved
SUSÅ-CD
Fotos | 2016 | 2017 |
Sådan gik 2017 festivalen
Indlæg af Bent Sørensen og Niels Rosing-Schow
Links