PER NØRGÅRD
I Ching, 3. sats (1982)
Hexagram nr. 57:
Det blide, det vedvarende
I denne sats spilles der næsten udelukkende på en kalimba.
Det er et instrument med metaltunger, der skal knipses
med fingrene (et 'fingerklaver'). Men kalimbaen ligger på
skindet af en pedalpauke, hvor der også står et par små
tempelklokker. Slagtøjsspilleren sidder ned og betjener
kalimbaen og de to tempelklokker med fingrene, mens den
ene fod styrer pedalen. Om den anden fods ankel er der
fastgjort en ring af bjælder, der også skal rasles med i ny
og næ. En blid og sart instrumentation, også med hensyn
til den fysiske udfoldelse en virkelig kontrast til første- og
sidstesatsen!
Fire satser for slagtøj solo er komponeret 1982 og tilegnet
Gert Mortensen. I Ching er den tusind år gamle kinesiske
orakelbog, hvis 64 kombinationer af seks "yang" eller "ying"-
streger (lyse eller mørke) repræsenterer 64 forskellige
tilstandsformer for alt levende, og herunder: for mennesket.
De 64 tilstandsformer er at opfatte som en evig, skjult
cyklus bagom alt hvad vi foretager os: f.eks. det suveræne,
enthusiastiske, igangsættende (kombination - eller
"hexagram"-nummer 1, den "skabende") eller det momentant
opgivende, de venlige og varme o.s.v. Disse tilstande findes
på alle niveauer - de officielle, private m.m. samtidigt, i
mange hastigheder.
I en seks-årig periode har jeg i ca. 10 værker arbejdet med
en slagtøjsvariabel af de uendelighedsrække-strukturer,
der siden 1960 har udgjort min basale kompositionsmetode.
Da netop lyse og mørke klange, "yang" og "ying",
gennemsyrer disse slagtøjsværker i en mangfoldighed af
lag, i tempo og klangfarve, var forestillingen om I Ching
som karaktergivende inspiration nærliggende for mig,
da Gert Mortensen opfordrede mig til komposition af mit
andet soloslagtøjsværk. Musikeren kan vælge at opføre
en eller flere af de fire satser, hvor jeg har udvalgt fire
hexagrammer - tilstandsfomer - med flg. numre: 1. sats nr.
51, 2. sats nr. 59, 3. sats nr. 57, 4. sats nr. 64.
P.N.